En aften med Hanne Falkenberg

Jeg har været i fint selskab her til aften. Til foredrag med Hanne Falkenberg, i Huset i Magstræde, arrangeret af Sommerfuglen.

Startede ellers i fin stil med i formiddags at opdage at jeg havde smidt billetten væk. Mig som ALTID har styr på sådanne sager! Men væk var den. Efter en opringning til Sommerfuglen, fik jeg lov at få indgangstilladelse alligevel, havde jo heldigvis betalt billetten med (mandens) dankort, så købet kunne dokumenteres.

Godt ankommet, møder jeg et par andre strikkebloggere, hhv Dorthe Strikkefe og Merethe Strikkebibliotekar, og Grethe (blogløs) fra Amager. Hyggeligt med kendte ansigter. Og så fik jeg set Dorthes Promenade live, og den var bare flot! Sådan én må jeg da (også) ha'.
Jeg er jo nok en der har haft en og anden mening om Hanne Falkenberg, og jeg har ikke været nærig med at udbrede mine (oftest negative) synspunkter om hendes farvepolitik, materialevalg etc.
Der vil nu komme en historisk sætning, aldrig hørt tidligere fra Sanne B......(trommevirvel):

Jeg må tage mine ord i mig igen. Æde min gamle stråhat. Og bøje mig i støvet.

For Fru Falkenberg har tænkt over tingene, og ikke kun over opskriftsdetaljer som vi alle ved er sublime og absolut fejlfri. For der er jo en god grund til at man ikke bare selv kan vælge farver (og kvalitet), for som fruen siger "fordi jeg ved bedst". Og det kunne hun sige uden at virke hovskisnovski og arrogant. For hun véd nemlig at man ikke kan blande en bestemt rød med en bestemt grå, for så løber farverne visuelt sammen i en pærevælling. Selv om farverne ser fine ud op ad hinanden i bundterne. Hun har nemlig prøvet at blande dem (vi så eksempler, den er god nok) og hun HAR ret.
Efter et underholdende foredrag, var der fri prøvning af modellerne og generelt kaos. Havde i forvejen udset at jeg skulle prøve Mimi og Pyramide. To som jeg længe har været varm på. Mimi var god, men jeg kvier mig stadig ved at skulle erlægge over 700 slag for en lille capé, også selv om der medfølger håndlavet knap og hvad ved jeg. Pyramide kan jeg konstatere ikke er så frygteligt klædelig når man har rigeligt til gaden om jeg så må sige...
Men, der er altid et men...., HF herself gik catwalk med flere af modellerne (hvilket hun er særdeles velegnet til, hun er en flot lang og slank dame, og nu ved jeg hvorfor hendes modeller har så lange arme) og da hun promenerede med PingPong var jeg solgt. Og det er den absolut sidste af hendes modeller jeg nogensinde havde forestillet mig selv i. Men den sidder altså hammergodt, når man både har til gården og gaden og ikke så meget ind i mellem. Synes egentlig den er lidt rå og cowboy-agtig, så rå som en HF-model nu kan blive, det er jo ikke hos hende vi finder afklippede jeans og frynser.
Så den endte jeg så med at købe. Giiiiiiisp. Jeg prøver at fortrænge hvor dyr den var, går nærmest i cerebral koma ved tanken. Og så er jeg stadig usikker på om jeg har valgt den rigtige farve. Sort og Petrol. Jeg må vist lige smaske over det et par dage, ved bare ikke rigtigt hvilket alternativ jeg så skal vælge, og nu har jeg jo lært at man ikke kan bytte farverne ud (og jeg brokker mig ikke længere over det, bemærk lige det!)

Og tak for jeres dejlige kommentarer til forrige post. Jeg er oppe på hesten igen og videre ud over prærien. Fornemmelsen at bukserne ikke strammer heeelt så meget mere gør at man godt lige kan tage et træk mere. Og så har jeg besluttet at strikke PingPong i str S (str M passede jeg perfekt), for det ville være så utjekket at bruge 4 årslønninger på et strikkekit og så ikke kunne passe det. så er der jo kun en vej. At snøre muletøjet sammen og trække maven ind.