Farven lilla og alt muligt andet

Nu er det slut!
Med at sige aldrig. Jeg er blevet klogere. For der var engang hvor jeg sagde:
- At vi aldrig skulle have en fransk bil (det skal vi så heller ikke igen…)
- at vi aldrig skulle have en computer inden for dørene… (!)
- at vi aldrig skulle have internet, det havde vi overhovedet ikke brug for… (!!)
- at mennesker der havde internet”venner”, var nørdede og åbenlyst slet ikke i stand til at skabe sociale relationer i det virkelige liv….(det gider jeg slet ikke kommentere, det er for pinligt…. (!!!)
- og nu kommer det værste…, på skrift har jeg nedfældet at man aldrig kommer til at se mig i lilla. Det er jo løgn!
Indenfor kort tid er mit skab blevet beriget med en nederdel med lilla retromønstre, en lilla cardigan og gudhjælpemig har jeg lige på gårsdagens strikkecafé erhvervet lilla uld(nu står verden da ikke længere)garn til denne.

Jeg siger aldrig aldrig mere.

Apropos strikkecafé hos Bette Design. Superhyggeligt (det er det jo et eller andet sted altid når man er sammen med ligesindede). Aftenen bød på overraskelser i helt ekstraordinær grad: Først dukkede Heidi op, som jeg kender fra Nina’s Naturcafé’s strikkelørdage. Heidi har jeg ikke set siden sidste år, og af en eller anden årsag så havde jeg ikke fanget at det var dén Heidi der stod bag denne blog. Burde nu nok have regnet det ud, når man kigger lidt på hendes lagerbeholdning. Trods alt ikke mange der kan fremvise så imponerende mængder i privat regi.
Og tænk, ned af trappen kommer lige pludselig verdens bedste Chancestrikker. Som jeg ikke har set i 100 år. Og som impulsivt havde kastet sig i toget og taget en friaften fra mand, fem børn og spaghetti i kødsovs. Og som jeg først havde regnet med at skulle se igen til Webstrik-festivallen om 14 dage.
Så gjorde det egentlig ikke noget at jeg skulle cykle hjem i monsunagtig regn, i modvind, uden regntøj, og at cyklen gik i stykker undevejs, så jeg kun kunne hjule i 2. gear hele vejen. Couldn’t care less, havde jo haft en skøn aften.

Ved godt det efterhånden har udartet sig til en marathon-post, men skylder vist lige en opdatering fra privatfronten. Lod jer jo hænge dér i ren uvished og mystik for en måned siden…
Datterbarnet slog sig alvorligt på livet og kæntrede. Modsat hvad man ellers læser og hører, så blev det fintmaskede sikkerhedsnet spændt ud under hende med det samme. Hun er nu i behandling på ungdomspsykiatrisk afd på Bispebjerg Hospital, pt er hun ambulant patient, men med stående tilbud om at kunne komme på alle tider af døgnet når livet gør for ondt.
Jeg er dybt taknemmelig. Og lettet. Der er læger, psykiatere og psykologer der tager hende i hånden og kigger ind i hendes forpinte sind, som SER hende og ikke bare hendes journalnr. Som hjælper hende videre der hvor vi som forældre må give op og se magtesløst til. Der er lang lang vej endnu og vi bevæger os fremad med bittesmå museskridt, og nogle gange baglæns med girafskridt, men det skal nok gå. Håber vi.

Og så har jeg også strikket en del. Faktisk temmelig meget.
Billeder følger….

Sanne B - Back in business