One of those days

Nu hvor aftenen er ved at gå på hæld, kan jeg vist roligt sige at denne dag absolut ikke har hørt til de mere heldige af slagsen.
Har ellers næsten ikke sovet i nat fordi jeg glædede mig sådan til at komme i gang med dagen. For i dag var der intet på programmet, ingen gæster, frokoster, rengøring eller andet. Ren forkælelsesdag.
Har nemlig et stykke tid fået en større og større trang til at sy. Ja guddødemig, SY. Troede aldrig det skulle komme over mig igen, syede en del for mange år siden, men lysten forsvandt sammen med syningen af utallige skøjtedragter til datteren (gid f…… have tyndt stof der strækker sig i helt urimelig grad). Nåmenaltså….,. fik altså en ubændig lyst til at komme i gang igen. Er lidt rusten i disciplinen, så jeg lægger forsigtigt ud med puder til Drakeberga og et par araberbukser i hør.
Eftersom maskinen har været gemt væk så længe var en ordentlig gang rens og smøring påkrævet, det tog lige en times tid. Og yderligere en times tid at rydde op i al sytråden og remedierne. Stof vasket og klippet, alles klar. Tænder symaskinen, i med en prøveklud og….snifsnif…, sniiiiiffff.
Inde fra stuen lyder det nede fra ægtemandens flyderstol: ”Hvorfor lugter her så brændt?”.....
Det skal jeg sige dig min skat, ”Fordi der står store flammer ud af maskinen!!!!” F………k!!!
Ud på terrassen med ildebranden… og så vente på at min mor kommer forbi med en lånemaskine, for sy, det skal jeg ondelynemig, og det skal være lige nu! Ny maskine kommer på bordet, rense rense, bladre lidt i manualen, checke indstillingen og så i gang. Hu hej hvor det går….
Lige indtil jeg skal i kælderen og presse et par sømrum… Hvad gør fjolset, aka mig? Vælter selvfølgelig ned af kældertrappen. GODT der lå så meget vasketøj for enden af trappen, landede dejligt blødt, men med højre fod i en aparte vinkel som den i hvert tilfælde ikke plejer at sidde i. AAAAvvvv. Så det er endt med en bule på størrelse med en halv tennisbold på siden af anklen. Og det var oven i købet min ”speederfod”, har prøvet om jeg kan trykke symaskinespeederen ned, men det går ikke, gør altså for ondt. Bare for at bevise at jeg ikke giver mig uden kamp, har jeg lige syet lynlåsen i, i hånden. Så kom ikke hér! Pokkers at jeg er nødt til at vente med resten indtil jeg kan bruge foden igen, har prøvet at sy med venstre, det kan jeg ikke.
Nu er jeg så henvist til at strikke, men det huer mig ikke. Min Karlakappe arter sig ikke som den skal. Farverne lå så flot i starten, men nu har de fordelt sig i ”klumper”, så nu er det helt sort i den ene side og gråt i den anden. Ved ikke lige hvad jeg skal stille op. Egentlig burde jeg have vundet farve af nøglet for længe siden, for at undgå det, men tænkning er ikke altid min stærke side.
Ellers er jeg i gang med endnu en Violet, i mørkeblå, men den er keeeeedelig, og en trøje i gråmeleret (SÅ flot) 2-trådet Mohair, men garnet ”sluger” mønsteret så det ikke ses ordentlig, så jeg er lige i tænkeboks med den. Pokkers.
I får ingen billeder, hverken af øm fod (har ikke klippet tånegle) eller strik. Kameraet ligger i spisestuen, her fra sofaen er den distance helt uoverskuelig på ét hinkeben.

Datteren er ellers kommet med forklaringen til min off-dag;
”Mor, har du haft dit lykkearmbånd på i dag?”
”Næææ”
”Nå, men så er du vist selv ude om det….”

Så kan jeg lære det!