Hjertet føler....
Som I nok ved lever jeg jo en lykkelig dankort-løs tilværelse. Nemt og ukompliceret……for det meste. Men forleden dag fik jeg en uimodståelig trang til et tykt langt råhvidt ”bamset” halstørklæde. Kort sagt, mit liv ville ikke være perfekt før jeg kunne vikle Haven under dobbelthagerne. Men ak. Bogen med opskriften er kun (så vidt jeg ved) til købs i udlandet.

Tænketænke…..så mailede jeg til søde Britt. Hun har hjulpet mig før, når det er knebet med at komme igennem betalingsanlægget på udenlandske sites og det var hun ikke sen til at gøre igen. Tak Britt, bogen blev bestilt i sidste uge og i dag lå den så i postkassen. Udover Haven er der et par modeller mere der fortjener en plads på to-do listen. Og når man får ondt i armene af al strikkeriet, kan man bruge mange timer på at kigge på de smukke billeder i bogen. Den vinder afgjort for hver gang jeg åbner den.
Lige i dag var bare den bedste dag den kunne ankomme. Mine mandage er svære for tiden. Mandag morgen kysser jeg mit lille Mille-smertensbarn farvel, vel vidende at jeg ikke ser hende igen før fredag eftermiddag. Mandag til fredag er der behandlere, læger og psykologer på ungdomspsyk.afd på Bispebjerg Hospital, der dirker hendes forpinte sind op og lærer hende at leve i livet og at passe på sig selv og sin skrøbelige sjæl. Jeg er meget taknemmelig for deres hjælp og betaler min skat med glæde, vi får valuta for pengene, men jeg savner. Og det gør ondt.
På sådan en mandag aften, helt alene, mand på aftenvagt og mindstebarn til banko med farmor, er Heartfelt god for sjælen.
Men selvom jeg fryser om halsen er der nedlagt startforbud til Haven. Jeg skal først være klar med endnu en påfugleponchocapé. Endnu én? Jaja, jeg har jo vanen tro, strikket en kladde først. Mere om det senere. Må videre med de sidste 13 endeløse omgange.
Og så er jeg blevet tagget af Charlotte. Jeg er godt nok blevet 7-tagget før for lang tid siden, men mon ikke jeg kan diske op med 7 nye sandheder?









5 Comments:
Velbekomme, søde! Det glæder mig at den kan være med til at gøre dine mandage tålelige.
Ååhhhh, jeg krydser fingre for Mille-pigen og for jer. Hvor er det dejligt at høre hun er i så gode hænder.
Stort kram,
Britt
Hej Sanne.
Hvor er det godt at barnet er i gode hænder, det er så pokkers svært at være vidne til. Håber at I alle får de redskaber der skal til.
Bogen ser da for spændende ud måske man lige skulle......
Vi ses
Susan
Kære Sanne, mange tanker herfra. kærlig hilsen én der efter mange år endelig har fået en diagnose på sin søn
Kære Sanne.
Jeg føler virkelig med dig/jer - det må være SÅ hårdt. Det må - trods alt - være dejligt for jer at vide, hun er i gode hænder.
Huen er da ellers fin; betyder det, at vi ikke får dig at se i FCK-hue mere?? ;o))
KH Tina
ja det er svært og man savner dem frygtelig, til gengæld gör det også godt at vide at man har gjort alt man kan for at skaffe dem den hjælp de behöver.
varme tanker til dig og dine, Sanne!
kh.fra Island
Frida
Send en kommentar
<< Home