sanneb_tulipan

26. januar 2009

Petit Granite = Pebbles

Så er den endelig klar.

Den lille petit Granite, som for øvrigt har taget navneforandring til Pebbles, når den sælges i Rasmilla-regi.
Denne gang har jeg forsøgt mig i Marianne Svits gode Supersoft i 2 tråde. Usædvanligt taknemmeligt garn - OG så fås det i ubeskriveligt mange farver. Det ka' vi li'. Og det passer lige til en gang Småsten (som jo hedder pebbles på engelsk - jaja, international er man jo, én må jo være med på beatet).

Den ligger klar ude i min etsy-butik, hvis nogle skulle føle sig fristet.

Med den nye opskrift, lancerer jeg samtidig mit nye opskrifts-look, som Tina har lavet til mig.

I mange år har jeg, når jeg kedede mig, taler i tlf etc, lavet en lille stregtegning af mine børn, Rasmus og Kamilla. I flertal har vi herhjemme altid kaldt dem Rasmilla - nemt og hurtigt når man skal råbe unger ind til aftensmad. Deraf navnet på mit design, og Tina fik en tegning over, en virkelig miserabel en ovenikøbet, og ud af det tegner hun så disse to skønne unger:
Simpelthen lige i øjet. Jeg er superlykkelig for mit "logo". Det er ikke bare et logo, men mine skønne højtelskede børn. Udover tegningen har Tina snedkereret opskrifts-skabeloner, mærker til færdig strik, banner osv osv. Tina - der er en skøn ulden pakke på vej til Lunderskov, 1000 1000 tak for hjælpen.

19. januar 2009

Mit hjørne af verden

På den amagerkanske matrikel har der igennem flere år været været divergerende meninger om hvad rod er. Jeg mener jo ikke at garn, opskrifter, strikketøj, strikke- og notesbøger spredt på 150 kvm på nogen måde kan kaldes rod, men tværtimod et tydeligt bevis på at der flyder kreative kræfter igennem hele huset. Det hygger og varmer, og skygger dejligt for nullermændene der efterhånden antager astronomiske dimensioner (man kan jo ikke nå det hele vel?). Hr. B, kan dog hverken se hygge, varme eller kræfter. Han kan kun se rod!! Meget mærkelig mand! Jeg har længe ønsket mig ”mit eget sted”, hvor jeg kan have alle mine strikkebøger så jeg kan se dem, en opslagstavle til ideér og mærkelige sedler etc. Samtidig skulle det helst være placeret hvor resten af familien opholder sig, gider jo ikke sidde for mig selv nede i kælderen. Placeringen har længe været oppe til diskussion, men pludselig en dag under aftensmaden, sad jeg og stirrede ind i det ene hjørne i spisestuen, et helt frit og dejligt hjørne (når man ser bort fra bogskabet og før omtalte nullermænd). Der er ikke langt fra tanke til handling i min verden, dagen efter blev manden jaget med i IKEA (i sandhed en fantastisk butik) og der blev indkøbt klapbord og metervis af hylder.

Her er mit ”kontor/hule/værksted/hjørne af verden” så:
Min lille krog er virkelig ordets bogstaveligste forstand, lille, men jeg er vild med den. og et helt nyt fænomen er opstået. Her har vi faktisk at gøre med en talende væg. Når man sidder i stuen, kan man ikke se ”værkstedet”, det ligger fint i den blinde vinkel. Derimod kan man fra værkstedet følge dejligt med i samtaler, tv og andet der foregår inde ved siden af i stuen og derfor livligt kommentere på alt. Deraf begrebet ”Den Talende Væg”. – høhø.
Og må jeg også her på falderebet have lov at sige 1000 1000 tak for jeres søde kommentarer til mine små børnedesigns. Jeg er stadig meget overvældet.
Flere har spurgt hvornår Petit Granite kommer i min shop. Det varer lige et par uger endnu, jeg er nemlig ikke helt tilfreds med den som den er pt, så jeg er ved at udvikle den i en lidt mere "light" udgave. Jeg tror den bliver god....

Sanne B - med glødende strikkepinde